Da efterårets blade faldt
fra havens høje træ,
sad julemusen Julius
og frøs det lille kræ.
Det er så svært at være mus,
når vinteren er nær,
så Julius han fandt et hus,
hvor der var godt at vær’.

Ja, Julemusen Julius
har fundet sig et skjul.
Der sidder han og venter på,
at det skal blive jul.

Nu falder sneen blød og hvid,
og inde er der rart.
Den søde juleknasetid,
den nærmer sig med fart.
Og huset dufter af konfekt,
og lækker julemad.
Og Julius han smiler kækt
og er så glad så glad.

Ja, Julemusen Julius . . . ..

Og juleaften klokken fem,
når kirkeuret slår,
så stikker han sin næse frem
og ser hvordan det går.
Og alle er så flinke
i det store gamle hus.
Selv katten holder julefri,
det glæder Julius.

Ja Julemusen Julius
forlader trygt sit skjul
i aften kan han komme frem,
for end'lig er det jul.

Så danser Julius så glad
om juletræet rundt.
Der står et lillebitte fad,
med slik og andet sundt.
Og fadet er til Julius,
som længe sad i skjul.
For selv en lille julemus,
skal mærke det er jul.